|
Tilbage
Få hundens opmærksomhed
Opmærksomhed - også i konkurrencer Er især vigtigt ved konkurrencer, hvor hunden tit bliver ukoncentreret og får travlt med at snuse til alle de nye dufte og se på de mange mennesker, der står rundt omkring.
Manglende koncentration/opmærksomhed fra hunden kan give store frustrationer hos føreren, for det betyder som regel, at øvelser enten mistes, eller at de bliver udført langt dårligere end under træningen. Hvis hunden i stedet har lært at holde sin opmærksomhed hos føreren - og ignorere alt andet, både under de forskellige øvelser og imellem dem, går det hele langt lettere, samtidig med, at det ser flot og overbevisende ud.
Kontakt træningen er grundlaget for indlæring af lineføring. Det vil være svært at lære hunden at følge føreren tæt i denne øvelse, hvis ikke den er 100 procent opmærksom. Men også i opstarten til alle øvrige øvelser er det vigtigt, at hunden har lært at sidde pænt på plads, kigge op på føreren og være opmærksom på, hvad den skal i gang med. Mange hunde og førere er gået fejl af en øvelse, fordi hundens koncentration var et helt andet sted!
Kommandoen, man bruger, skal som altid være kort og præcis, for eksempel "kig". Det er en simpel øvelse, som med fordel kan indøves som noget af det allerførste, når man får hvalpen hjem. På et roligt og uforstyrret sted sætter man stille og roligt hvalpen ved siden af sig i det, der senere skal blive en pladsposition, og når den af sig selv tager øjenkontakt med føreren, belønnes den med et "FIIIN" der ender i et smil og en lille godbid. Da de fleste hvalpe i den alder er temmelig små, kan det være en god idé i starten at sætte sig på hug ved siden af den. Hvis hvalpen ikke af sig kigger op, kan man holde en godbid op foran sine øjne samtidig med, at man siger hundens navn. I præcis det øjeblik, hunden kigger op, belønner man.
Hvalpen finder hurtigt ud af, at det lønner sig at tage øjenkontakt med føreren, og nu kan man koble kommandoen "kig" på, hver gang den tager øjenkontakt. På den måde kæder man handlingen sammen med en kommando. Når hvalpen har vokset sig lidt større, rejser man sig gradvist op. Det er vigtigt, at hvalpen i begyndelsen belønnes, straks den tager øjenkontakt. Derefter skal den gradvist lære at holde kontakten i et halvt, et helt og derefter flere sekunder, inden den får sin godbid. Hvis hvalpen når at kigge væk, inden den belønnes, er man gået for hurtigt frem i indlæringen, og så må man gå tilbage og belønne tidligere.
Mens hvalpen holder kontakten, skal man tale blidt til den - "Kig" - "Fiiin" - "Kig" - eller lignende, inden man giver godbidden og afbryder øvelsen. Det siger sig selv, at kommandoen "Kig" skal siges positivt og i et lyst stemmeleje!! Når man gentager den samtidig med, at hvalpen udfører handlingen, kobler hunden automatisk de to ting sammen, så den senere kigger op på føreren, så snart den hører kommandoen og til sidst vil smilet være belønning nok.
Den tid, hvor hvalpen skal holde kontakten, skal i begyndelsen kun være ganske kort. Når hvalpen bliver mere sikker, øges tiden gradvist, og først når den kan sidde stille og bevare øjenkontakt i et pænt stykke tid, begynder man stille og roligt at bevæge sig omkring med den, mens man snakker med den og indimellem gentager kommandoen. Husk at en hvalp kun kan koncentrere sig i ganske kort tid ad gangen, og at man er gået for hurtigt frem i indlæringen, hvis den når at kigge væk, inden den får sin godbid.
Først når hvalpen/hunden er helt sikker i kontaktøvelsen på et stille og uforstyrret sted, udsætter man den gradvist for forstyrrelser. Hver gang man øger sværhedsgraden med forstyrrelser, begynder man forfra med korte koncentrationssekvenser på stedet, hvor man igen gradvist øger den tid, hunden skal holde øjenkontakt.
Når øvelsen er befæstet, har man en hund, man når som helst kan komme i kontakt med på kommando. En færdigtrænet hund skal kunne koncentrere sig og holde kontakten, selv om der er uro og forstyrrelser omkring den. For eksempel børn eller andre hunde, der leger i nærheden af den - også selv om de for eksempel leger med en bold.
Samme princip kan bruges ved ældre hunde - men husk at det tager længere tid og megen øvelse at nå resultatet.
I konkurrencesituationer sørger man for at få hundens opmærksomhed, inden man melder klar til hver enkelt øvelse hos dommeren, og man er nu sikker på, at hunden er koncentreret om den forestående opgave, og at den ikke bliver forstyrret af alt muligt andet. Også mellem øvelserne kan man fastholde kontakten til hunden, så hund og fører hele tiden er en sammentømret enhed. Det skaber både tryghed og sikkerhed.
|
![]() |
|