|
Glæden og fornøjelsen ved et kuld hvalpe. af Vibeke Laulund, Kennel Egeborg
Aslan og Laika fik deres første kuld den 30.12.2007. Vi havde jo glædet os meget, ikke fordi vi ikke har haft hvalpe før, men fordi, vi denne gang skulle prøve, hvordan det var selv at have både tæve og han til kuldet.
Fødslen forløb uden problemer. Laika fik den første hvalp klokken 15.30, en fin han og ved midnatstid havde Laika født 11 smukke hvalpe. Alle så fine og leve dygtige ud.
På tredje dagen døde den førstfødte han, af hvilken grund ved vi ikke, så nu var der fem tæver og fem hanner.
De første uger gik fint. Laika passede de små flot, hun er en god tæve. De små fik øjne og der begyndte at komme mere liv i hvalpe gården.
I slutningen af uge tre, begyndte jeg at fodre hvalpene, for at aflaste Laika lidt. Det gik fint, de lærte hurtig at spise.
Hvalpe køber begyndte at komme til, søde mennesker, og hurtig var to hanner reserveret og ved uge tre´s slutning var yderligere to tæver reserveret. Årstiden taget i betragtning, var vi jo noget bekymret for, om det gik..
Uge tre og fire forløb planmæssigt. Hvalpene fik ormekur, vi behandler altid med Panacur, som løber over tre dage.
I slutningen af uge fem startede, hvad der skulle vise sig at blive vores store bekymring og sorg.
Et par af hvalpene fik tynd mave og efter weekenden havde alle hvalpe tynd mave. Jeg forsøgte at stoppe det med Zoolac og hjemmelavet skånekost, men efter tre døgn gav jeg op og kontaktede dyrlægen, som gav mig Puppy Intestinal med hjem. Det havde også god effekt. Allerede efter første måltid var der resultat, kun et par stykker havde stadig dårlig mave, men det ville blive bedre, håbede jeg. Vi har fra hvalpene var fire uger, haft dem med ude på små ture, sådan fem ti minutter af gangen. Mange gange hver dag og tiden er blevet øget i takt med deres alder.
Da uge seks begyndte, var alle maver i orden, troede vi. Men onsdag så jeg en han, der var lidt stille og trist, så jeg besluttede at tage ham med til dyrlæge. Også fordi han igen havde dårlig mave. Han fik lagt væske ind under huden og kom i penicillin behandling, en sprøjte ved dyrlægen og piller med hjem. Jeg tog ham med på job, hvor mange beundre ham og han friskede da også lidt op i løbet af dagen.
Men torsdag aften kastede han op. Jeg troede det kunne skyldes pillerne. Da han igen var skidt fredag morgen, tog jeg ham atter med til dyrlægen, hvor han blev indlagt. Han fik lagt drop og fik to gange væske, der blev taget røntgen billede…måske han havde spist sten, som vi har på gårdspladsen? Det var dog ikke tilfældet. Han fik igen en penicillin indsprøjtning og jeg kunne hente ham efter arbejde. Da jeg hentede ham så sidst på eftermiddagen,fik jeg at vide, at han ikke havde kastet op og der havde ikke været tynd mave.Han var i klar bedring!Skønt!
Så glad, kørte jeg hjem.
Vel hjemme satte jeg ham på køkken gulvet, hvor han så besørgede ud over gulvet…….ja, tænkte jeg, det må være lidt stress. Han ville gerne være sammen med de andre, men jeg syntes, de var for voldsomme med ham, så satte ham i et bur, så kunne han da se dem. Han havde stadig en nål i forbenet, for det tilfælde, at han igen skulle få brug for væske i løbet af weekenden. Jeg havde også fået lidt dåse mad med hjem, som han da også spiste lidt af….dog kom det op igen…. Da vi skulle i seng, tog jeg ham med ind. Jeg har i hele hvalpe forløbet sovet sammen med mine hvalpe, kun med en væg imellem os. Nu var han i buret ved siden af min seng. Vi fik nu ikke sovet meget, for den lille fyr begyndte at kaste op og det var blod der kom. Det stod på hele natten. Ingen tvivl om, at han havde ondt, så søvn blev erstattet med lidt rengøring, megen bekymring og omsorg. Da morgenen kom, ringede jeg til vagt dyrlægen, da jeg vidste, at vores egen ikke havde åbent. Vi aftalte, at jeg skulle komme med ham. Dyrlægen kikkede på ham og mente ikke, at han ville blive en stærk hund og anbefalede, at vi gav ham fred. Det var voldsomt for mig at håndtere. Men alt imedens, vi står og taler, begynder blod at sive ud af bagdelen på den lille fyr, ja så blev beslutningen taget …. Det var rigtigt hårdt at se på, man kommer jo til at elske de små hvalpe, alle har de deres små særheder. Jeg håber, jeg traf den rigtige beslutning. Alle herhjemme var berørte af det skete og næste svære opgave var at ringe til familien der havde reserveret ham. Dette kunne jeg dog først gøre sidst på dagen, da jeg havde brug for selv lige lige at komme lidt oven på.
Vi havde kun lige fået lidt afstand til det skete, da jeg søndag opdager, at hvalpene igen havde tynd mave. Nu var jeg ved at gå fuldstændig i panik, så straks mandag morgen ringer jeg til dyrlægen og insisterer på, at nu må de komme! Jeg kan slet ikke forstå, hvad der sker. Ulla, min dyrlæge ankommer ved middags tid. Hvalpene bliver undersøgt, men hun finder ingenting og foreslår, at vi tager prøver af hvalpenes afføring og sender det til England. Alle hvalpe bliver behandlet med penicillin og jeg får igen Puppy Interstinal til dem sammen med Zoolac. Prøverne, der sendes af sted, skal undersøges for Parvovirus, hjerte orm og lungeorm. Onsdag kommer der svar tilbage: Parvovirus negativ…..fredag svar på orm: negativ. Det viser sig, at der var tale om Colibakterier.
Nu er vi ved slutningen af uge syv og tæt på, at de første hvalpe skal rejse hjemmefra. Ulla kommer fredag og alle hvalpe bliver undersøgt, vaccineret og chippet. Alt er i skønnest orden og vi kan ånde lettet op.
Samtidigt med alt dette, har der jo været kontakt med og besøg af hvalpekøbere. Rigtigt mange søde og skønne mennesker har valgt en hvalp herfra. Men kan desværre også give et par eksempler på det modsatte: En 18årig ringer, stiller nogle spørgsmål, som hun får svar på. Hun spørger om pris og jeg spørger så:
”Skal jeg ikke tale med din mor og far? hvorefter hun svarer, at hun er 18. Jeg forklarer, at vi sælger slet ikke til så ungt et menneske, hvorefter hun reagerer med at skrige mig ind i øret: ”At nu skal jeg lige tænke mig om! Efter dette opkald, ringer hun gentagne gange, sidste opkald klokken 1.53 om natten. En anden henvender sig og vil købe fem hvalpe! Kan kun gætte på, hvad de hvalpe skal……Ingen handel! En tredje vil bytte en hvalp med en hest……Ingen handel! Ja, det var bare lige et lille udsnit af henvendelser fra useriøse hvalpekøbere.
Vi er et lille seriøst opdræt og ønsker det bedste for vore hvalpe og som opdrætter har man lov til at vælge, hvilke familier, der skal leve med vores hvalpe.
|
![]() |
|