|
Tilbage
Lydighed
Er det virkeligt nødvendigt at træne lydighed med sin hund? Ja! og bestemt ikke kun fordi lydighedstræningen danner basis for andre former for hundetræning - men fordi, det er ganske enkelt også en rigtig god måde at skabe god kontakt, gensidig tillid og samarbejde hund og ejer imellem.
Træning giver hunden mulighed for at blive aktiveret og stimuleret fysisk og mentalt, ligesom basal lydighedstræning er af afgørende betydning for, et fornuftig liv og samvær med hund. Hunden bliver lettere at omgås i hverdagen og ejeren slipper for mange unødvendige konflikter, misforståelser og måske endda for hunden farlige situationer.
Lydighedstræning betyder også, at hunden lærer forskellige spilleregler for samvær med mennesker og hunde. Og ikke mindst, at mennesket lærer noget om spillereglerne i forhold til egen og andres hunde.
"Jamen , jeg har jo trænet med min hund herhjemme og den kan både sitte, dække og komme, når jeg kalder og mere behøver den ikke kunne. Vi skal ikke deltage i konkurrencer og bruge lydighedsprøver til noget....."
Før man overbeviser sig selv om, at ovenstående argument er godt nok i forhold til at undlade at melde sig på et hold i den lokale hundeskole, så skal man spørge sig selv : Kan min hund også sitte, dække og komme, når jeg kalder, hvis der er andre hunde eller andre forstyrrende elementer i nærheden?
Det er jo netop noget af det, man også kan lære hunden, ved at deltage på et hold sammen med andre hundeejere. På et træningshold er der derudover også mulighed for at få hjælp, gode råd og vejledning fra uddannede trænere. Og så må man jo ikke glemme, at det rent faktisk er sjovt og berigende både for ejer og hund at gå til træning sammen.
|