Tysk Schæfer

Den planmæssige avl med schæferhunde tager sin begyndelse i slutningen af 1800-tallet. Omkring århundredeskiftet opstod forskellige foreninger med det formål, at opbygge og renavle schæferhunderacen. Begyndelsen var præget af en del uoverensstemmelser. Nogle grupper ville først og fremmest avle på brugsegenskaber, andre på eksteriør.

Først i 1899 lykkedes det at skabe en stabil forening under ledelse af Arthur Meyer og med Ritmester Max Emile Frederic von. Stephanitz som ordføre. Sidstnævnte blev senere foreningens præsident og han har en meget stor del af æren for udformningen af de retningslinier der resulterede i vor tids schæferhund.

Det var Max Emile Frederic von Stephanitz´s grundlæggende holdning, at der skulle lægges vægt på både udseende og indre egenskaber, et synspunkt han altid holdt fast ved og forfægtede med stor styrke.

Grundstammen i schæferhunden blev opbygget af hyrdehunde fra würtemberg i Sydtyskland. Det var ret store, langhårede hunde med hængeøre eller kipører, og korrekt båret hale, fra Thüringen i Nordtyskland kom der en lille, kraftig, skarp og hurtig hund der havde en fortrinlig arbejdsglæde. Pelsen var kort med kraftig underuld og farven oftest grå. Ørerne var opretstående og noget højt ansat. Og fra Schwaben kom hunde med gode hyrdehundeegenskaber. Derudover også en del mere eller mindre betydende lokale varianter. Ved krydsning af Thüringer og Württemberger fremkom højst forskellige øreformer, ligesom hårlagets længde varierede stærkt fra det korte, stride til det lange og bløde hårlag med eller uden underuld. Som kuriositet kan nævnes, at til trods for, at man fra starten bl.a. fastsatte, at pelsen skulle være forholdsvis kort og kraftig (stockhaarig) med tæt underuld, og at ørerne skulle være opretstående, er det efter 80 års forædlingsarbejde ikke ualmindeligt, at der forekommer langhårede hunde med hængeøre, og det er altså det gamle Wüttembergerblod, der slår igennem.

Til støtte for den planmæssige avl påbegyndte SV i 1900 føringen af en stambog (Zuchtbuch) og for, at skabe det bredest mulige avlsgrundlag blev stambogen længe holdt åben for alle typiske hyrdehunde (schæferhunde) Den første stambogsførte schæferhund var Horand v. Grafrath SZ 1 (schäferhund Zuchtbuch 1), der tilhørte en af foreningens stiftere Ritmester Max Emile Frederic von Stephanitz. Horand var af rent Thüringerblod, ca. 60 cm høj, og som alle Thüringerhunde temperamentsfuld, skarp og hård. Fra ham udgår alle hovedavlslinier, ligesom der fra starten blev drevet stærkt indavl på ham.

Man vedtog fra starten, at opdrætteren og brugeren måtte arbejde hånd i hånd, da en forbedring af en stamme kun kan opnås, når man tilsigter en større brugbarhed af hunden. Igennem målrettet avlsarbejde er det lykkedes, at skabe en hund med de egenskaber, der blev fastsat i standarden for schæferhunde. Standarden for den tyske schæferhund blev udarbejdet af Ritmester Max Emile Frederic von Stephanitz og den har kun gennemgået uvæsentlige ændringer i tidens løb. Det kan man kalde fremsynethed. Det er frem for nogen ham, der har skabt schæferhunden.

Bare i Tyskland er der 100 år senere, registreret mere end 2 millioner Schæferhunde i SV. Med faldet i antallet af fåreflokke, blev hundes potentiale hurtigt overført til andre brancher. Politiet, militæret osv. Som derved etablerede racens omdømme som brugshund. I dag er Schæferen en af de mest talrige racer i mange lande, og fortsætter med at bringe glæde i millioner af hjem.

I 1920érne indføres kåring af avlsdyr, ligesom det første avlsråd oprettes. I Tyskland kårer man kun hanner, men Dansk Schæferhundeklub vedtog, at kåre både hanner og tæver. Ritmester von Stephanitz dømmer schæferhunde i København. Der vises for første gang en afkomsklasse ved en udstilling.

I starten af 2. Verdenskrig er efterspørgslen på schæferhunde og hvalpe stor pga. de usikre forhold under besættelsen. Der bliver også vist stigende interesse for schæferhunden som vagthund. Men rationering på bl.a. brød og kød efter krigens afslutning virker hæmmende på hundehold, og efterspørgslen på hvalpe falder igen. En 8 ugers hvalp kostede på det tidspunkt ca. 250 kr. på Sjælland og ca. 150 kr. i Jylland.

Hvornår de første schæferhunde er kommet til Danmark vides ikke bestemt. Dog ved vi, at man i Danmark begyndte at anvende tyske schæferhunde til at vogte får og kreaturer i Jylland og det begyndte i midten og slutningen af det attende århundrede. Overdyrlæge R. Sørensen fra Horsens blev senere en af de ledende personer inden for schæferhundearbejdet i Danmark, da han købte sin første schæferhvalp i Jylland i 1881.
Lige efter århundredeskiftet kom de første efterretninger til Danmark om schæferhundens fortræffelige egenskaber som brugshund, blandt andet brugte Hamburg politi schæferhunde med fint resultat. Det førte til at Odense politi i 1907 indførte de første tysk registrerede schæferhunde, der blev uddannet som de første politihunde i Danmark.

At schæferhunden i dag er verdens populæreste familiehund er ikke uden

grund. Den er børnevenlig, rar og omgængelig og den værner om sin familie.

Hunden tilpasser sig hurtigt familiens dagligdag, den er intelligent, lærevillig,

let at pleje. Kort sagt en ideelle familiehund.
Schæferhunden har været og vil altid være en vigtig medarbejder ved politiet,

militæret, vagtværn og som redningshund og førerhund.
Udover brugshundearbejdet er der mulighed for, at deltage i hundeudstillinger.

Som ejer får man en bedømmelse af sin hund, og opdrætteren samler erfaring

til den fremtidige avl.
Schæferhunden er ikke kun udstillingshund, men også brugshund. Derfor er

det vigtigt, at holde fast i en smuk hund med et sundt helbred og et godt

væsen. Dette søger vi i klubben KFDS, at fastholde og til stadighed,
at forbedre.